Velkommen til Livets Børn – privat børnehave og vuggestue i Gedved.
Livets Børn har til huse i det tidligere seminariums musikhus og er en lille aldersintegreret institution normeret til 35 børn i alderen 0-6 år.
Med højest 35 børn tilknyttet institutionen, kender alle børnene hinanden og de kender alle de voksne. På den måde har vi skabt et trygt miljø, som sikrer, at såvel nystartede vuggestuebørn som førskolebørnene kan føle sig på hjemmebane i hele huset. Vi vægter tryghed højt, for igennem den finder børnene ro og kan skabe en tillid til verden, som tillader dem at udvikle sig konstruktivt og i sidste ende blive gode samfundsborgere.
Hos os er der højt til loftet – både helt bogstaveligt i vores smukke lokale i den tidligere seminariesal – men også mentalt. Vi tumler vildt og fordyber os stilfærdigt – vi er kreative, læser bøger, spiller spil, musik og giver krammere.
I Livets Børn kommer vi hele vejen rundt om børnene. Fra de kognitive stimuli, når de store børn lærer deres eget navns begyndelsesbogstav, til de kropslige succeser, når det endelig lykkes en to-årig at lyne flyverdragten selv. Og selvfølgelig har vi også fokus på det, vi putter i munden. Derfor er vores madordning økologisk, og i det omfang årstiderne tillader det, sår og høster vi selv afgrøder i vores bed i den lokale urtehave. Vi plukker æbler, laver brændenældepandekager over bål og koger suppe på vores egne urter.
Institutionen er ikke kun for børnene. Som forældre i Livets børn bliver I inviteret indenfor til at deltage i alt fra festlige arrangementer til fælles arbejdsdage og vores traditionsrige lysfest. Og så vel som børnene, vil man som forældre i Livets Børn hurtigt opleve at kende de andre børn og deres forældre. Det mener vi giver en stor tryghed, både for børn og voksne.
Du er velkommen til at gå på opdagelse på vores hjemmeside, hvis du vil vide mere om os.
Du er også velkommen til at kontakte os for besøg på livetsboern@gmail.com eller telefon 5051 7978.
Vi vil anbefale at sende os en SMS eller en mail (livetsboern@gmail.com), hvis man ikke kommer igennem til vores telefon, så vender vi tilbage.
Livets Børn er Bronzesponsor til den nye hal i Gedved
Livets børn har siden 2020 årligt fået tildelt CSR mærket for at være en virksomhed som tager socialt ansvar.